Mit liv er meningsfyldt. Mit liv betyder noget. Mit liv er fuldt af store øjeblikke, som tager pusten fra mig for en stund og sætter store overskrifter i min historie. Men min meningsfuldhed kommer ikke af Gud og er ikke religiøs.

I efteråret 2013 lancerede Projekt CeremoniRum sammen med Svendborg Architects og Rambøll en vision om et neutralt ceremonirum til samfundet (læs: http://www.information.dk/475229). Et nytænkende bud på hvordan individer i samfundet kan eksistere ligeværdigt, side om side med respekt for hinandens forskelle. Såvel opbakning som kritik af visionen kommer fra forventede fløje. Alligevel er det interessant og for mig helt ny viden, at kritikere hævder at meningsfuldhed og religion hænger så uløseligt sammen, at det ene ikke eksisterer uden det andet. At jeg skulle være en religiøs ateist eller humanist – sammenblandingen synes nemlig total – er et paradoks, jeg ikke genkender.

Biskop i København stift Peter Skov-Jakobsen hævder, at: ”Der er følelser, der kalder på mere end tre meter til loftet, men hvorfor så ikke bare vedgå, at det nok er den religiøse følelse, der melder sig? Hvorfor lade som om, at dette er en ganske almindelig ateistisk følelse, når det nu i virkeligheden er en følelse, der kalder på transcendens, hinsidighed, længsel? (læs:http://politiken.dk/debat/profiler/skovjakobsen/ECE2144617/kan-ceremonier-foregaa-i-det-rene-ingenting/. Og tonerne af denne salme kimer fra forskellige kirketårne i landet (læs: http://aalborgstift.dk/biskoppen/artikler-og-taler/om-livssynsneutrale-ceremonirum/)

Religion og tro

Måske er det på tide, at få ryddet op i begreberne. Især ’tro’ og ’religion’ blandes ofte sammen og synes at forvirre i debatten.

Jeg tror. Jeg tror eksempelvis ligeså meget Gud som paven gør. I min optik er Gud virkelig. Jeg behøver blot at kigge ud i verden for at se beviser i hobetal. De religiøse kræfter er så virkelige og deres overbevisning mobiliserer så mange kræfter, at Gud bliver virkelig. Men i modsætning til paven er jeg ikke religiøs. Forskellen er vores forståelse af Gud. Paven tror på, at Gud har skabt mennesket og at denne skaber af alt er en transcendent størrelse, hævet over tid og sted (og ikke mindst menneskelig fatteevne).

Jeg tror på at mennesket har skabt Gud. Jeg tror på Gud som en menneskeskabt konstruktion. Ikke mindre virkelig, bare mindre ’hellig’.

I den mere pragmatiske ende af spørgsmålet, er jeg troende, fordi jeg tror på en hel masse værdier, som præger min færden i verden. Om disse kan genfindes i en fransk revolution, bibel, naturvidenskab, menneskerettighedskonventioner eller Emma Gad, er for mig uden betydning. Det er værdier, som giver mit liv rettesnor. Som giver mening i mit hjerte, men som jeg ikke tillægger nogen form for guddommelig sandhed eller eviggyldighed. At de ikke er hugget i sten(tavler), gør dem ikke mindre tungtvejende.

Det sprængende punkt i forskellen mellem det at være troende og det at være religiøs, bliver derfor et spørgsmål om hvorvidt man tillægger sin tro en sandhed, som ligger uden for denne verden og derfor uden for både diskussion og tilpasning.

En humanists bekendelser: bagjulsrefleksioner

For overskuelighedens skyld, klemmer jeg mig selv ind i en kasse, vi kan kalde humanisme. I denne kasse, er der mange værdier, som jeg er enig i og der er ingen guder eller andre usynlige venner. Så for en stund sidder jeg på denne kasse, for at illustrere at meningsfuldhed og religiøsitet ikke er af hinanden afhængige størrelser.

Julen er som bekendt netop overstået. Selvom troen på julens essens (Jesu Kristi fødsel) efter statistiske parametre er dalende, er det som om pyntegran og glaskugler formerer sig over sommeren. Fra min humanistiske, ikke-religiøse, men kravlenisse-elskende kasse, må jeg bekende, at julen er en særlig højtid for mig. Jeg stresser rundt og juler mig selv til udmattelse, år efter år. Jeg pynter, konfekturer, bager og pakker ind med største iver og sus i maven. Men hvad er det så jeg fejrer i december (og november og oktober og med en vis uvilje også slutningen af september, når de første pebermytestokke og prinsesse-chokoladekalendere toner frem på hylderne i Netto)?

Jeg tror ikke på det kristne budskab om at messias for mere end to tusind år siden blev født, for siden at udfri menneskene for arvesynden og genforene os med vores skaber. Jeg tror faktisk ikke på det bare en lille smule. Jeg tror heller ikke på julemanden, der som en almægtig giver, når verden rundt på en enkelt nat, hjulpet af flyvende rensdyr og en kane. Jeg tror heller ikke på, at der er nisser på min svigerfars gård, som skal have risengrød dagligt for ikke at drille dyrene. Og alligevel er julen af stor betydning i mig.

Julen varmer min sjæl og i ugerne inden jeg dejser om af julestres og mit indre er balsameret med marcipan, giver det mening for mig at fejre jul. Denne meningsfuldhed er ikke en religiøs følelse. Det er en glæde over livets cyklus, årets gang, gentagelserne, det genkendelige, og ikke mindst traditionerne.

Kritikere for ret i, at der uden kristendom ikke ville være meget jul at fejre. Og misforstå mig ikke, jeg er skam taknemmelig for de traditioner, som religioner har været ophav til. Men der er løbet meget vand under broen og selvom traditionerne lever videre, er indholdet blevet individualiseret. Præcis som udviklingen med danskerne og vores religiøsitet generelt er blevet det. Men behovet for traditionerne synes vedblivende. Vi holder ikke mindre jul, selvom vores forhold til det religiøse indhold fylder mindre.

Ét liv, mange kapitler

Det samme gælder for livets store traditioner, ritualer og ceremonier. Ligesom vi inddeler året i mindre cirkler af begivenheder, bliver vores store historie delt op i faser, som vi markerer med ceremonier. Disse har gennem historien været koblet tæt sammen med religion. Selvom nogle mener, at disse traditioner kan reduceres til religion, må det argumenteres, at det er et menneskeligt behov, som stikker dybere end religion.

For mennesker har til alle tider og på tværs af alle kulturer, religioner og samfund markeret livets særlige mærkedage. Fordi vi igennem lang tid har kaldt disse ceremonier ved religiøse fortegn, er de ikke reduceret hertil. Og vigtigst, de stemmer ikke mindre meningsfuldt for os, der fjerner den religiøse overtone.

Når jeg som et ikke-religiøst menneske gifter mig, er det fordi jeg hylder kærligheden. Men min kærlighed handler om mine menneskelige relationer. Ikke om Gud, Jesus eller andre fabeldyr. Blot mig og mine elskede. Og det er så rigeligt meningsfuldt, at jeg ønsker mig et sted at fejre den, som kan stemme til samme højtidelige stemning som hjertet rummer.

Når jeg som et ikke-religiøst menneske føder mine børn, vil jeg markere denne livsomvæltende begivenhed.

Som nybagt mor, bliver verdens aldrig den samme igen og de enestående skabninger, som mit liv har sat i verden, bør bydes velkommen med fanfarer og glædetårer. Der er intet religiøst i det. Ingen forsagte djævle, ingen tilgivne synder. Der er nyskabte, rene børn, hvis eksistens fylder mig med mere meningsfuldhed end nogen Gud nogensinde vil kunne mønstre.

Og når jeg en dag skal fra denne jord (ikke videre på andre eventyr, men fordi det er slut, prut, finale), vil jeg håbe, at min afsked vil føles meningsfuld for mine efterladte.

Så der er så rigeligt med meningsfuldhed i livet uden religion. Der er rigeligt af højtidelighed, af værdighed, værdier, moral, etik og kærlighed uden Gud. At disse elementer ikke rager ud over denne verden eller udover menneskelig fatteevne eller indblanding, som min tro foreskriver, gør dem ikke mindre værdige. Men troen på den gør mig heller ikke religiøs. I bedste fald, gør troen mig troende.

Så indtil en anden kasse, som passer mig bedre kommer på bordet, vil jeg kalde mig humanist. Ikke religiøs humanist, men til nød en troende humanist. Jeg tror på mennesket, dets evne og kapacitet til at forme og udfolde sit liv, sine evner og sine værdier og på det samfund, der er skabt af mennesker, for mennesker og til mennesker. Jeg vil dog stadig meget gerne have lov at føle og fejre mit livs meningsfulde dimension i værdige og højtidelige rammer. Rammer med mere end tre meter til loftet. Rammer som et neutralt ceremonirum kan tilbyde.