Kan et kapel, der for længst er stedt til hvile vækkes til live og kan dødens hus også favne livet? I en tid, hvor genbrug og ’sustaintialism’ synes at vise vejen frem mod en mere bæredygtig fremtid, er der god grund til at føre inspirationen videre til også de ceremonielle sider af vores liv.

Af Anna Balk-Møller, Talsperson projekt CeremoniRum

Hver eneste dag fødes og dør mennesker. Hver eneste dag forelskes mennesker. Men det sker ikke hver dag for hver af os. Så når det sker, er det skelsættende i vores historie. Derfor ønsker de fleste af os, at markere det. Vi vil gerne vise os selv og vores nærmeste, at disse store begivenheder har ændret vores liv. Tilført det nyt af umådelig betydning eller frataget det noget af umådelig betydning.

Uanset om vi tror på guder, held, stjernetegn eller bare på os selv, er begivenhederne i vores liv betydningsfylde. Nogle har mulighed for at bruge kirken, synagogen, moskeen eller templet for at give begivenheden en særlig hellig dimension og få husly og smukke rammer, som passer. Andre nøjes med det juridiske på et rådhus eller det praktiske i et kapel. Men mellem disse fløje, er der et uudnyttet rum.

Det rum er en voksende bestand af borgere, som står udenfor de institutionaliserede trossamfund men som stadig ønsker at markere de traditionsrige højdepunkter på en værdig måde. Mennesker som forelskes på tværs af trosretninger, mennesker med individualiserede livsanskuelser eller mennesker uden religiøse overtoner. Behovet for traditioner og ceremonier bliver i disse tider ikke mindre, men blot mere individuelle. Denne voksende gruppe af ”ceremonielt hjemløse” mangler dét rum, som mangler.

Det neutrale ceremonirum

Det neutrale ceremonirum har tre afgørende forudsætninger, hvis kombination adskiller det fra de nuværende alternativer. Det er neutralt og kan derfor bruges af alle. Det er højtideligt og egner sig derfor til formålet og det er værdigt og symboliserer, at vores samfund kan rumme vores forskellighed.

Det oplagte spørgsmål er derfor, hvordan det neutrale ceremonirum skal realiseres i praksis. Projekt CeremoniRum og Svendborg Architects har i 2013 leveret et bud på, hvordan et nybyggeri kan se ud. Men kan man også se muligheder for et neutralt ceremonirum i nogle af byens gamle, smukke og egnede bygninger?

Ceremonier er ikke nyt, men netop så gammelt, at de går tilbage før kristendom, jødedom og andre dommere. Religion har længe båret disse traditioner, men kan ikke gøre krav på ejerskab for dem. Men netop fordi religionerne har båret traditionerne, er der gennem tiden bygget mange egnede steder at huse dem. De er egnede fordi de er højtidelige. De er skabt med ceremonielle stunder for øje. Men de er som udgangspunkt ikke fri for symbolik og derfor ikke neutrale. Og de er ikke frigivet til mangfoldigheden og derfor ikke sombol på værdighed – endnu.

Dødens hus kan rumme livet
Et kapel er et mindre rum, uden vinduer og med et stort trækors på endevæggen. Men et kapel er også store smukke bygninger, med højt til loftet og historisk charme. Kapeller ligger på indviet jord omgivet af grave og død. Men kapeller ligger også i fredsfyldt idyl på jord, der manifesterer livets cyklus. Kapeller kan derfor i nogle tilfælde vise sig meget egnede som udgangspunkt for et neutralt ceremonirum. Det er allerede et rum til ceremoni. Neutraliteten og værdigheden er noget vi kan tilføre det ved at ændre i arkitekturen og ved at anerkende og bruge det som ceremonirum.

Mange af de smukke, gamle kapelbygninger står aktuelt og sygner hen og får kun tilført minimale bevarelsesindsprøjtninger, da de ingen funktion har længere. Nogle agerer opbevaring og lagerbygninger, mens andre bare er tomme og livløse. Der er allerede taget hul på muligheden for at bruge de gamle kapeller til nye formål. Eksempelvis er det gamle krematorium og kapel på Bispebjerg kirkegård i dag et kulturhus for dans og kapellet på Assistens kirkegården lever i dag videre som videnspædagogisk aktivitetscenter.

Hvad de gamle religionshuse har i højtidelighed, men mangler i neutralitet, kan imidlertid findes i andre tomme bygninger. Det kunne også være et tomt vandtårn, en gammelt busterminal, en nedlagt fabrik eller et større drivhus. Det som er afgørende er, om der er mulighed for at skabe et rum, som kan både det højtidelige og det neutrale. Det værdige ligger jo ikke primært i mursten og mørtel, men i politisk og folkelig opbakning og støtte.

Det store skridt mod sameksistens
Det er et stort skidt at tage, at lade vores forskelligheder sameksistere på den måde, som det neutrale ceremonirum åbner for. Det er et stort skidt at tage, at lade de bygninger vi traditionelt har forbundet med død omfavne hele menneskelivet også start på liv og kærlighed. Og mange andre traditioner forbundet med det mellemliggende liv. Og det er ikke mindst et stort skidt at tage, at omdanne en signifikant symbolværdi til signifikant neutralitet, som kan få alle til at føle sig velkomne.

Når det er sagt, så bygger al udvikling på historie og al historie fordrer udvikling, hvis det skal bestå. Hvis vi ønsker at bevare de gamle smukke, historiske bygninger, som København råder over, kan bevarelsen enten ske gennem konservering og ende som et frilandsmuseum, der vidner om en fortid som et homogent land. Eller det kan bevares ved at udvikles i takt med nye behov og på levende vis vidne om en nutid og en fremtid, hvor vi med respekt for vores historiske arvegods, bygger et samfund, som er ligeså individualiseret, som dets borgere. Et samfund, hvor vi ikke bygger op og smider væk, men hvor vi bevarer værdien af vores arv og finder ny brug for det forældede.

Så spørgsmålet er, om danskerne, om politikerne, om kirkerne og følelserne er klar til at puste et nyt liv i det gamle arvegods?