For ti år siden besluttede jeg at gøre noget ved et problem, jeg stod i, da jeg i sin tid skulle vælge, hvor jeg skulle giftes med en jødisk mand. Jeg havde oplevet, at der manglede et sted i samfundet, som kunne netop det vi søgte – forene vores kærlighed i rammer, som afspejlede vores unikke forening. Da visionen og arbejdet med CeremoniRummet tog form, blev endnu et interessant perspektiv lagt på visionen. Nemlig, at vi med dette rum, kunne være med til at flytte samfundet i en retning, som var mere anerkendende overfor mangfoldighed. Og de mange frivillige kræfter begyndte at give så utrolig meget mening.

Frivilligt arbejde har nu været en del af mit liv de sidste ti år. Så, hvorfor ikke lige stoppe op og reflektere over dét årti. Måske refleksionen kan motivere andre til at finde tid, selvom netop tid altid synes at være en mangelvare.

For jeg har bestemt ikke mere tid end andre. Jeg er alenemor med en karriere, som kræver en del. Jeg har et socialt liv og jeg nyder også at ligge på sofaen og flade ud til Netflix. Så ’flere timer i døgnet’ har også stået øverst på mine fødselsdagsønsker i mange år. Og der er bestemt perioder, hvor jeg er så overvældet, at jeg stopper op og tænker, at noget må vige. Men det er endnu ikke det frivillige, som er veget.

Regnskabet handler i virkeligheden om energi – ikke om tid

Grunden er, at jeg er holdt op med at tænke i tid. Jeg tænker i energi, når jeg gør regnskab over mit liv. Tænkte jeg kun på tiden, kunne jeg spare et par timer på at droppe det frivillige (det synes jo ikke at være en holdbar løsning at fravælge forældremøder, julearrangementer eller sommerferien). Men når jeg gør regnskabet op i energi, kigger jeg på, hvad der koster mig energi (fx forældremøder) og hvad der tilfører mig energi. Det betyder helt konkret, at når jeg finder tid til at arbejde for visionen om det rummelige samfund, får jeg utrolig meget energi sat ind på kontoen. Jeg bliver glad, motiveret og inspireret. Få andre aktiviteter tilfører så meget af det samme med en relativt lille investering.

I virkeligheden burde vi slet ikke gå med ur. Vi burde snarere have et kompas på håndleddet, for det er i grunden vigtigere, om vi er på rette vej end, hvornår vi når frem. Og vi må jo erkende, at vi ikke er i mål efter ti år. Der er stadig ikke etableret et CeremoniRum i Danmark. Men vi er på vej. På rette vej.

Succeser er ikke kun store – de skal findes i det små

Vi brugte nogle år på at finde ud af, hvordan visionen skulle udformes. Hvad var behovet ude i samfundet, hvordan kunne det se ud. Og så var der al det praktiske med at få en hjemmeside og al det andet, som koster en del kræfter, når tre ideologiske humanister sætter sig sammen for at ændre verden.

Men for seks år siden var vi klar med vores første fernisering på Etage Projects galleri i Borgergade. Vores første model, billeder og ord, præsenterede København (okay nok primært venner og familie) for verdens første CeremoniRum. Det var et stolt øjeblik. Og det blev interessant, fordi landets medier fulgte med. En TV debut i DR2s deadline var præcis, hvor vi gerne ville ende.

Vi har opnået et tilskud på 300.000,- fra Københavns kommune til at arbejde videre med visualiseringen af, hvordan CeremoniRum kunne skabes i eksisterende tomme bygninger. Vi har været udstillet på arkitekturbinnealen i Venedig i 2016, hvor CeremoniRummet var udvalgt til at repræsentere innovativ, dansk arkitektur. Vi var nomineret til en arkitekturpris af arkitektforeningen (som vi dog ikke vandt), vi har været inviteret til møder på både Københavns rådhus og Christiansborg fordi politiske røster kunne se betydningen af vores vision. Vi har fået medieopbakning (og lidt hug) og en forholdsvis stor interesse fra udlandet, som følger visionen tæt.

Men de største øjeblikke er alle de små samtaler om CeremoniRummet, som vi har med mennesker, der er nysgerrige. Når vi får henvendelser fra folk, der fortæller, at visionen har været et samtaleemne over en god middag blandt venner en lørdag aften. Eller når vi får henvendelser fra folk, der står og mangler det og vil sikre sig, at de har forstået situationen rigtigt, at det stadig ikke findes. Vi møder virkelig hjerterum gennem dette projekt. Og alle disse mindre succeser er med til at holde hjulene kørende, selvom vi stadig ikke er i mål. Dét som gør det værd at finde tid til at arbejde med en hjertesag, der går udover hverdagens trummerum.

Nu er det selvfølgelig ikke lutter lagkage

Ildsjæle er i min erfaring de mest interessante af mennesker. Dem, der brænder og har hjertet med i det de engagerer sig i. Den slags mennesker har ikke mere overskud end alle andre. Vi brænder også ud, når livet rammer (hårdt).

Men hvad gør vi så, når to ud af tre ildsjæle gennemlever skilsmisser eller når man bliver så presset med arbejde i en længere periode, at der simpelthen ikke er noget overskud tilbage? Vi har trykket på pauseknappen for en stund. Vi vil hellere sænke fart, end miste det dyrebareste vi har – ildsjæle. Og det er okay. Vi ved jo, at sker der pludselig noget, som kalder på vores initiativ, så er det som et pust til vores gløder.

Men i de perioder, hvor det meningsgivende arbejde er droslet ned, mærker jeg også et savn. Det tror jeg, vi alle sammen gør. For det er ikke kun det at arbejde for en meningsgivende vision, som får mig til at kaste kræfter efter CeremoniRum på nu 10. år. Det er bestemt også fordi det giver mig mening.