Projekt CeremoniRum har en vision om, at åndelighed og højtidelighed kan være en styrke for sameksistens og skabe sammenhold frem for at være en årsag til splid og forskellighed.

Den 1.januar 2013 var 79,1% af Danmarks befolkning medlem af folkekirken. Det er et fald på 12,5% i løbet af en generation (29 år). Blandt 0-9 årige er medlemstallet 70,3%, så tendensen fortsætter. På blot tre kvartaler er antallet af folkekirkens medlemmer skrumpet med 16.000 personer.

I Københavns Stift var 61,6% af befolkningen medlem af folkekirken ved årsskiftet, hvilket indikerer, at tendensen er skarpest i urbaniserede områder. Dette understreges desuden af, at kun 44% af børn født i 2011 i Københavns Stift er medlem af Folkekirken (DKs Statistik).

Om søndagen møder der ofte flere ansatte op i de danske kirker, end der kommer sognebørn. Alene i København står 14 kirker for at dreje nøglen om, og mange flere vil følge efter. 2,6% af danskerne benytter kirker på ugentlig basis.

I Den Danske Værdiundersøgelse (DDV), som sidst blev foretaget i 2008, blev interessenterne bl.a. spurgt om deres forhold til religion. På det tidspunkt var 85% medlem af folkekirken, men kun 59% svarer at de tror på Gud. 85% af den danske befolkning medlem af folkekirken, men kun 18% tror på paradiset. Og 9% på helvede.

Disse fakta kan tolkes på den måde, at selve tilhørsforholdet har forholdsvis stor betydning, men indholdet og de gamle rammer til at dyrke indholdet ikke længere giver nogen klangbund for befolkningen.

I samme undersøgelse blev der spurgt ind til sandhedsværdien i religion: 6% svarede, at der kun er én sand religion, mens 77% svarede, at alle religioner indeholder eller kan indeholde grundlæggende sandheder.

Igen vidner tallene om en utvetydig tendens, nemlig en tendens i retning af, at den danske befolkning er langt foran stat og kommuner, når det angår statskirke. Fordi det har vi jo i Danmark – en statsstøttet kirke, som faktisk årligt modtager mange hundrede millioner kroner i støtte udover kirkeskatten.

I en undersøgelse fra 2011 (YouGov) svarede 53% af de adspurgte, at de ikke var religiøse, men at de ville giftes og/eller begraves i en kirke. Blandt de samme adspurgte kunne 8% svare, at de ville opdrage sit barn i den kristne tro.

Kunne man forestille sig , at folkeskolen holdt fast i spanskrør og tavlekridt, selvom både elever og analyser udtrykker, at leg og nysgerrighed virker bedre for indlæringen? Kunne man forestille sig, at det danske vejnet ikke blev udvidet, asfalteret og moderniseret, når de trafikale forhold udvikler sig?

Når det gælder offentlige interesser, så må offentligheden have en stemme. Det ville klæde en folkekirke at forny sig og skabe den åndelige infrastruktur, som passer til befolkningen.

Tallene peger ikke på en decideret ateistisk tendens i samfundet; det ville nok være at strække begreberne og tallene for langt. Men de peger på, at danske borgere generelt har den opfattelse af religiøsitet, at det for det første er en privatsag, men også den er naturlig. En opfattelse hvor religiøse forskelle er underordnede, og hvor fokus ligger på anerkendelse af det eksistentielle og sociale behov for at afholde ceremonier, samt på det forhold, at mennesker har brug for fællesskaber. Størstedelen af befolkningen er tilsyneladende ‘kulturelt religiøse’, men samtidigt ‘religiøst ateistiske’.

Tallene understreger nemlig, at vores samfund består af det, som indenfor religionssociologien kaldes ‘kulturkristne’, ‘kulturmuslimer’ eller bare generelt ‘kulturreligiøse’. Mennesker, for hvem det ligger fjernt helt at erklære sig ateist, men som dog ikke anerkender diverse religiøse doktriner som absolutte sandheder eller moralske leveregler.

Samfundet er modent til at have et højtideligt samlingssted med et humanistisk omdrejningspunkt, hvor forskellighederne efterlades i våbenhuset.

Tilhørsforhold er væsentligt for mennesker, og en tidssvarende ramme til dette eksisterer ikke i dag. Kun 10% af befolkningen benytter kirken månedligt eller oftere, og 90% benytter kirken til sociale eller traditionsbårne begivenheder, hvor det religiøse indhold er underordnet (DDV).

Ordet ‘kirke’ stammer fra det oldgræske ekklesia, som betyder samlingssted. I den forstand burde der være plads til en ny form for rummelig ‘kirke’ med plads til troende af alskens overbevisninger, men også til dem, som ikke bekender sig til en tro eller et særligt livssyn. Et borgernes højtidelige frirum; en apolitisk værdig ramme til refleksion, fordybelse og fest.

‘Folkekirken’ er ikke længere repræsentativ for folket, og den religiøse diversitet i samfundet bliver mere og mere spraglet. Derfor giver det mening for både samfundets beslutningstagere og for samfundets borgere, hvis det åndelige vandhul ikke er præget af én bestemt trosretning eller ét bestemt sæt symboler.